|

|
Mai Louise Agerskov
Direktør
Uddannelse: Civilingeniør, HD Organisation
Alder: 36 år
|
Min opgave i NVH er:
At sørge for, at de ting vi gør spiller sammen. At der en rød tråd i det, vi gør i huset, så projekterne så at sige befrugter hinanden. Jeg har fokus på at sikre, at vi følger udviklingen og hele tiden er et skridt foran, så vi konstant kan være en inspiration for underviserne. Det er i sidste ende også mit ansvar, at vi skaber så tydelig værdi, at fonde og erhvervsliv bliver ved med at bakke huset op økonomisk.
Min vision for NVH er:
Mit idealmål er, at vi er med til at sikre, at der kommer en massiv tilgang til alle naturvidenskabelige fag, og at vi i Danmark bliver mere stolte af det vi kan indenfor natur- og ingeniørvidenskab. At vi får sået nogle realistiske billeder hos de unge af de fantastiske muligheder en uddannelse som for eksempel ingeniør giver. Og at undervisningen tager solidt udgangspunkt i det erhvervsliv, hvor viden skal omsættes til værdifulde løsninger.
Det, dér tænder mig ved naturvidenskab er:
At det for alvor er fag, der kan bruges til at løse konkrete problemer. At den naturvidenskabelige forståelse af verden til stadighed giver mulighed for at udvikle nye teknologier og nye løsninger. Naturvidenskaben rummer nøglen til at ændre fremtiden og til at løse samfundets største udfordringer såsom klimaforandringerne.
En ideel naturvidenskabelig undervisningstime for mig er:
En time, der tager udgangspunkt i, hvad teorien kan bruges til, og en time som er fyldt med elevaktivitet, overraskelser, aha-oplevelser og vækker videbegær. Det skal være som en god film. Når man har set 1’eren, skal man have lyst til at gå ind at se 2’eren. Underviseren skal ikke bare tænke rent fagligt og praktisk, men også på, hvordan man bedst sælger naturvidenskaben til de unge. Mange elever har jo desværre et forvrænget og nørdet billede af hvad naturvidenskab er og undervisningen skal i høj grad drives af hvad teorien kan bruges til. Hvis man vækker de unges nysgerrighed og begejstring, bliver det nemmere og sjovere både at være underviser og elev.