Klasseadoption fra 1. - 3. g.: Fra genselektion til gourmetprodukter

De færreste skænker det en tanke, når de skænker et glas mælk eller rødvin til gourmetost, at der ligger en stor forskningsindsats hos VikingGenetics bag de færdige mejeriprodukter. 

Læs om besøget i denne case - og om elevernes oplevelse i casen nedenfor.

Igennem 2 ½ år har lektor Preben V. Jensen med sin klasse kørt parløb med avlskoordinator Peter Larson samt laboratorieteknikere og genetikere fra VikingGenetics for at få indsigt i processerne bag tilblivelsen af produkterne. 

Specialisering
Produktets livscyklus starter ved udvælgelsen af de genomisk testede tyre. Tyrene producerer sæd hos VikingGenetics, og generne heri sikrer, at nye køer producerer mælk med det fedt- og proteinindhold, som landmanden efterspørger.

”I dag er kvægavl specialiseret og dermed ikke længere obligatorisk på de uddannelser, vores medarbejdere rekrutteres fra. Vi skal derfor hele tiden profilere vores virksomhed over for potentielle medarbejdere,” siger Peter Larson om baggrunden for Jet-Net.dk-samarbejdet.

Den røde tråd
Inden forløbet forventede parterne, at omdrejningspunktet for samarbejdet skulle være genetik og avl og dermed udelukkende besøg hos VikingGenetics. Men det viste sig hurtigt at give bedre mening at arbejde med mælkens samlede livscyklus og supplere med besøg ved andre aktører; stadig med virksomheden som kernefaglig akse.

Emner som reproduktionsteknologi og mikrobiologi blev virkeliggjort gennem praktiske opgaver. Fx undersøgte eleverne på skolen sædcellernes aktivitet under forskellige fysiske/ kemiske forhold. Insemination og mælkekvalitet fik eleverne sat billeder på ved Danmarks Kvægforskningscenter samt Arla Foods. I mejerikoncernens laboratorier fik de mulighed for at opleve, hvordan enzymer kan nedbryde mælkens bestanddele og samle dem igen til de ønskede produkter.

”Min undervisningspartner og jeg har en baggrund i hhv. kemi og biologi. Det er guld værd for både eleverne og os at få den teknologiske vinkel på fagene, som er den dimension, samarbejdet med VikingGenetics bidrager med,” siger Preben Veber Jensen, lektor ved Favrskov Gymnasium. 

”Vi har været så imponererede over biotekelevernes faglige niveau, at vi har ansat studerende fra videregående uddannelser i studiejob,” slutter Peter Larson, der har startet et forløb med en ny 1. g. i skoleåret 2016/2017.

Læs om elevernes oplevelse.

OM VIKING GENETICS
VikingGenetics er blandt verdens største og førende landmandsejede kvægavlsforeninger og investerer årligt et stort beløb i forskning og udvikling. Virksomheden benytter den nyeste teknologi, fx genomisk selektion og kønssortering af sæd.

VikingDanmark leverer sæd af tyre med høj økonomisk værdi og har landsdækkende inseminerings- og rådgivningsservice. Dette sikrer kvægbrugerne sunde køer og maksimal indtjening. VikingDanmark tilbyder strategisk rådgivning om avl og reproduktion i den enkelte besætning i samarbejde med besætningsejer, medarbejdere, inseminør og rådgiver.

VikingGenetics ejes af VikingDanmark (50%), FABA i Finland (25%) og Växa i Sverige (25%), hvilket betyder at cirka 30.000 kvægbrugere står bag virksomheden som medlemmer. Besøg www.vikinggenetics.dk, hvis du vil vide mere om virksomheden.