22.000 5. og 6. klasseelever designer hjælpemidler til ældre og kunstige ben

Rekordmange 5. og 6. klasseelever i 44 kommuner er lige nu i fuldt sving med det 10-ugers innovationsforløb Naturfagsmaraton. Som noget nyt i år har forløbet, hvor eleverne selvstændigt udvikler opfindelser, et life science-tema. Forløbet afsluttes med lokale konkurrencer i sportshaller i hver enkelt kommune, startende med Viborg 1. februar.

På konkurrencedagen viser børnene med stor begejstring hinanden deres forskellige løsninger på samme opgaver, ligesom de bedste løsninger honoreres med et Naturfagsmaratontrofæ. Naturfagsmaraton afvikles i år for 14. gang og med en stigning i deltagerantallet for fjerde år i træk; i skoleåret 2012/13 var der 12.000 deltagere.

Design et kunstigt ben, der kan sparke til en bold ved egen kraft; udvikl en model af fordøjelsessystemet, der viser madens vej igennem kroppen; opfind et hjælpemiddel til Ingeborg og Otto på plejehjemmet, der kan løfte garnnøgler og hunden Busters tennisbolde op fra gulvet, god udklædning giver ekstra points; og udvikl en seismograf, der kan måle jordrystelser, og et jordskælvssikret hus. Sådan lyder fire af de 10 udfordrende opgaver, som elever over hele landet lige nu er i gang med at løse på egen hånd; fra idéer til færdige opfindelser.

Og der er brug for både hoved og især krop, når eleverne kaster sig ud i life science-opgaverne. For før de kan designe et kunstigt ben, skal de bl.a. undersøge, hvordan et ben virker, fx når det går, løber og bøjer, og hvad der sker med benet, når det belastes. Udfordringerne, som der ikke er ét rigtigt svar på, men mange, løser eleverne ved at være undersøgende og eksperimenterende og med lærerne på sidelinjen som sparringspartnere.

”Naturfagsmaratonopgaverne, som hvert år udvikles af Naturvidenskabernes Hus og naturfagslærere, opfylder mange af læringsmålene i naturfagsundervisningen. Fx skal eleverne i dag kunne udvikle modeller af naturfaglige emner og kommunikere deres viden inden for faget, ligesom bevægelse skal tænkes ind i undervisningen. Alle disse krav favner opgaverne,” siger Nanna Seidelin, direktør for Naturvidenskabernes Hus, og fortsætter:

”Interessen for naturvidenskab skal vækkes og stimuleres på et tidligt tidspunkt i børnenes liv. På 5. og 6. klassetrin er de åbne og nysgerrige, og derfor kan naturfagene leges ind hos dem. Det er vigtigt for fødekæden, idet alt for få unge vælger en uddannelse inden for naturvidenskab og teknologi.”

Markant stigning i elevers kompetencer og deltagerantal
Årsagen til stigningen i antallet af deltagere kan bl.a. findes i en analyse foretaget af NEUC (Naturfagenes Evaluerings- og Udviklingscenter) blandt deltagende lærere i Naturfagsmaraton i sidste skoleår. Ifølge analysen vurderer lærerne, at elevernes faglige kompetencer inden for problemløsning, deres selvtillid, samarbejdsevner og evnen til at arbejde selvstændigt styrkes markant gennem deltagelse i Naturfagsmaraton.

”Målet inden for en kort årrække er at inspirere 25.000 elever med spændende innovative naturfagsopgaver i Naturfagsmaraton, og vi er godt på vej hjulpet af de stærke resultater, som analysen viser,” siger Nanna Seidelin.

Birgitte Nauntofte, CEO i Novo Nordisk Fonden, som støtter Naturfagsmaraton, siger: 

”Innovation inden for naturvidenskab og teknologi er noget af det, Danmark skal leve af i fremtiden. Novo Nordisk Fonden støtter Naturfagsmaraton, fordi vi gerne vil medvirke til at fremme børns opfindsomhed, inspiration og viden inden for naturvidenskab og teknologi og stimulere dem til på længere sigt at vælge en karriere inden for disse områder.”


FAKTA

Naturfagsmaraton er støttet af Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden, Grundfos og Undervisningsministeriet. Naturvidenskabernes Hus, som er en non-profit organisation, har udviklet opgaverne og afvikler konkurrencerne. Formålet med Naturfagsmaraton er at udvikle elevers opfindsomhed og innovationskompetencer samt øge deres interesse for og glæde ved naturvidenskab og teknologi. Naturfagsmaraton giver samtidig natur- og teknologilærere inspiration til at arbejde med innovative opgaver i undervisningen. Naturvidenskabernes Hus driver også det landsdækkende netværk for skole-virksomhedssamarbejde, Jet-Net.dk.

www.naturfagsmaraton.dk

Du kan se alle arrangementer, skoler og klasser her ved at klikke på de enkelte arrangementer: http://naturfagsmaraton.nvhus.dk/arrangementer.aspx