Tre nye medarbejdere i Naturvidenskabernes Hus

Naturvidenskabernes Hus udvider aktiviteterne og har ansat tre nye medarbejdere. Vores vision er at inspirere næste generation, så mange flere vælger en uddannelse inden for området, blandt andet ved at bygge bro mellem uddannelse og erhvervsliv. Vi er nu 20 engagerede kollegaer, der er stolte af at gøre en reel forskel for skoler og virksomheder. 

De tre nye medarbejdere er:

  • Projektleder Simon Olling Rebsdorf – startede i juli
  • Kommunikationschef Bjørn Kock Lærkedahl – startede i august
  • Projektleder Louise Ørum Olesen – startede i august

Simon har tidligere arbejdet som projektleder i Naturvidenskabernes Hus, og vi er meget glade for, at han er kommet ”hjem” igen. Simon har en cand.scient. i fysik, en ph.d. i naturvidenskab, og diplom i fagjournalistik. Han skal blandt andet arbejde med fundraising og ny iscenesættelse af Naturfagsmaraton.

Bjørn er uddannet journalist og har en bachelorgrad i historie, har bl.a. arbejdet for Ingeniøren, og de seneste år hos Vejdirektoratet, hvor han har været fagkoordinator for projektkommunikationsgruppen. Bjørn var fagprojektleder for ”Danmarks største vejfest” i forbindelse med åbning af motorvejen i Silkeborg. Han har stor erfaring med PR og formidling af teknisk svært stof og er vant til organisationer med mange eksterne og interne interessenter.

Louise har en cand.scient i biolog og en ph.d. i medicin. Hun har skrevet speciale hos Center for Naturfagenes Didaktik og arbejdet som hjerneforsker. Senest har hun arbejdet hos Via University College på læreruddannelsen i Aarhus, hvor hun underviste i biologi og natur/teknologi. Louise skal være  projektleder for besøg af lærere og elever i huset samt en lang række andre opgaver.

”Vi er meget glade for, at vi har fået tre så kompetente medarbejdere.” udtaler direktør Nanna Seidelin.

 

Portrætterne til venstre er i rækkefølge: Kommunikationschef Bjørn K. Lærkedahl samt projektlederne Louise Ø. Olesen og Simon O. Rebsdorf.