Åbent hus for både børn og voksne i vinterferien

Tilbered og nyd en ristet melorm, mød en biavler, lav honningnutella og byg et insektbo til haven. Det og meget andet kan børn og voksne sammen hygge sig med i uge 7. 

”Mange synes, at husets aktiviteter er utroligt spændende, og har gennem de otte år, huset har eksisteret, haft lyst til at komme indenfor og være med til at skabe begejstring for naturfagene blandt skoleelever i skoletiden. Det er der mulighed for nu,” siger direktør Nanna Seidelin for Naturvidenskabernes Hus.

Søren Christian Sørensen bliver leder af den nye frivilliggruppe. Han blev ansat af Bjerringbro Kommune i 2004 som sekretær for den gruppe af fremsynede virksomheder og kommuner, som ønskede at etablere Naturvidenskabernes Hus. I 2009 blev huset indviet.

Om sin fremtidige rolle siger Søren:

”Huset har en fantastisk positiv energi. Jeg bliver høj af at være der og glæder mig meget til at engagere lokalsamfundet i husets aktiviteter. Vi vil skabe en frivilliggruppe, som hygger sig med at give en hånd med, når huset er fyldt med børn og unge.”

Som frivillig er det vigtigt, at man brænder for naturvidenskab, teknik og teknologi, og at man kan lide at være sammen med børn og unge. Har man en arbejdsmæssig baggrund fx fra en produktionsvirksomhed, et varmeværk eller en olieplatform – eller har man været lærer i grundskolen eller på et gymnasium – og meget gerne håndværksmæssig kunnen, så er man hjerteligt velkommen til at kigge forbi i vinterferien.

Livlig aktivitet i hele huset
Interesserede i frivilligt arbejde får et indtryk af opgaverne på dagen, for der er masser af aktiviteter i huset mandag og tirsdag i ferien. Årets tema for Aktive Science-dage er insekter. I Enorm Insektværkstedet, som afholdes to gange om dagen, kommer Lasse Hinrichsen fra virksomheden Enormfood og holder oplæg om insekter som bæredygtig fødevare. Og så er deltagerne velkomne til at lege med og tilberede og spise ristede, saltede melorme.

Er man mere til det søde, er værkstedet om biavl lige stedet. En professionel biavler deler ud af sin viden om at holde bier. Og så der mulighed for selv at lave honningnutella, fremstille flotte vokslys, se bier i stor størrelse i en stereolup og hoppe i en bidragt.

Er man lidt utryg ved de små, levende væsner, ja, så er der også værksteder, hvor man kan programmere en billerobot, der kan kravle rundt på gulvet. Eller bygge et insekthotel til haven eller altankassen, så man kan studere insekternes liv på ”sikker” afstand. Elektronikværkstedet, hvor man kan udvikle sin egen dørklokke og lege med LED-lys, er altid populært, så det finder de besøgende også i år. På enkelte aktiviteter vil der være egenbetaling.

Læs mere om at være frivillig i Naturvidenskabernes Hus, og find kontaktoplysninger på Søren her.