Danmarks største naturfagskonkurrence rykker hjem til eleverne

Mange af landets skoleelever er sendt hjem, men for elever i 5. og 6. klasse er der alligevel mulighed for at deltage i Naturfagsmaraton. Normalt afvikles Naturfagsmaraton som en stor konkurrence i den lokale idrætshal, men i år er der i stedet livesending fra et studie i Naturvidenskabernes Hus direkte til eleverne derhjemme.

Naturfagsmaraton er et tilbud til landets 5. og 6. klasser og består normalt af praktiske, naturfaglige opgaver, der skal løses i grupper på den enkelte skole. Men da Danmark er lukket ned og eleverne hjemsendt, har Naturvidenskabernes Hus, som står bag Naturfagsmaraton, hurtigt udviklet et alternativ, som afvikles online og sendes live til de deltagende skoler.

Formålet med Naturfagsmaraton er at skærpe interessen blandt skoleelever for det naturvidenskabelige område og øge deres viden om matematik, fysik, kemi og teknologi – også med henblik på senere at overveje en naturvidenskabelig uddannelses- og karrierevej.  

AHORNFRØ OG MYSTISKE KODER

Fra uge 3 til og med uge 17 er det op mod 19.500 elever fra 43 af landets kommuner, der får mulighed for at opleve livesending fra værterne på Naturfagsmaraton og prøve kræfter med hjemmeversionen af årets opgaver. Det er en udfordring, som både involverer klippe-klistre-teknikker og kodebrydning med udgangspunkt i læring om, hvordan frø spredes i naturen, og hvordan koder er en del af vores hverdag.

For Naturvidenskabernes Hus har det været vigtigt at sikre gennemførslen af det store event, også selvom det bliver i et noget andet format end oprindeligt planlagt.

Vi håber at kunne skabe noget begejstring og nysgerrighed for teknologi og naturfag og en oplevelse af handlekraft – også selvom eleverne sidder derhjemme. Vi vil gerne understøtte hjemmeundervisningen ved at stille vores dygtige medarbejdere til rådighed, og at det samtidig har givet lejlighed til at videreudvikle et kendt koncept, som vi har gennemført i en årrække, er kun et plus

Fortæller Maiken Lykke Lolck, som er direktør i Naturvidenskabernes Hus

Erfaringerne fra den mere digitale version af Naturfagsmaraton tager Naturvidenskabernes Hus med sig videre.

Virksomhederne Microsoft og Vestas har bidraget til udvikling af et større undervisningsmateriale, som er forberedt til afvikling på skolerne, når det igen bliver muligt. Derfor kan eleverne altså se frem til, at Naturfagsmaraton 2021 også gennemføres som planlagt.

OM NATURFAGSMARATON

Naturfagsmaraton er et undervisningsforløb i matematik, håndværk og design og natur/teknologi for elever i 5. og 6. klasse. Naturfagsmaraton giver elever og lærere erfaring med undersøgende og praktisk undervisning, hvilket øger elevernes interesse og motivation for de naturvidenskabelige fag. 

Naturfagsmaraton forløber fra efteråret, hvor opgaverne bliver offentliggjort, til foråret og sommeren, hvor forløbet afsluttes med en konkurrencedag. I alt kommer 22.000 elever fra skoler i 60 af landets kommuner til at opleve Naturfagsmaraton i 2021.

Undervisningsforløbet består af seks opgaver, som er udviklet i samarbejde med lærere, læsevejledere, elever og eksperter inden for didaktik og specifikke fagområder.

Se opgaverne, som er udviklet i samarbejde med Vestas og Microsoft

NATURFAGSMARATON SOM HJEMMESKOLE

Naturfagsmaraton som hjemmeskole tilbydes fra uge 3 til og med uge 17 til skoler i disse kommuner:

  • Aalborg Kommune
  • Aarhus Kommune
  • Albertslund Kommune
  • Assens Kommune
  • Billund Kommune
  • Brøndby Kommune
  • Egedal Kommune
  • Esbjerg Kommune
  • Fanø Kommune
  • Favrskov Kommune
  • Halsnæs Kommune
  • Hedensted Kommune
  • Helsingør Kommune
  • Herning Kommune
  • Hillerød Kommune
  • Holstebro Kommune
  • Høje-Taastrup Kommune
  • Ikast-Brande Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Kolding Kommune
  • Køge Kommune
  • Lolland Kommune
  • Middelfart Kommune
  • Morsø Kommune
  • Norddjurs Kommune
  • Odder Kommune
  • Odense Kommune
  • Randers Kommune
  • Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Ringsted Kommune
  • Roskilde Kommune
  • Silkeborg Kommune
  • Skanderborg Kommune
  • Skive Kommune
  • Sorø Kommune
  • Svendborg Kommune
  • Sønderborg Kommune
  • Thisted Kommune
  • Vallensbæk Kommune
  • Varde Kommune
  • Vesthimmerland Kommune
  • Viborg Kommune
  • Vejle Kommune

Kontakt

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt