Elever fra 8. klasse sætter fokus på global opvarmning – og får idéer til bæredygtige energiløsninger i hjemmene

Elever præsenterede forslag til bæredygtige løsninger for et panel af eksperter hos Solar Danmark A/S.

Hvordan får vi flere bæredygtige løsninger ind i hjemmene, som kan afhjælpe den globale opvarmning – og hvordan begrænser vi påvirkningen af miljøet i fremtidens boliger? Den udfordring fik elever fra 8. klasse på Grønvangskolen i Vejen i november. Forleden præsenterede de deres forslag for et panel af lærere og eksperter hos Solar Danmark A/S.

Auditoriet hos Solar Danmark A/S i Vejen var rammen, da 25 elever fra 8. klasse på Grønvangskolen præsenterede deres forslag til bæredygtige løsninger, der kan begrænse den globale opvarmning. Foto: Naturvidenskabernes Hus.

Naturfag og teknologi har den seneste tid præget undervisningen på Grønvangskolen i Vejen. 25 elever fra 8. klasse har nemlig arbejdet intensivt og entusiastisk med global opvarmning som emne og forholdt sig til, hvordan vi som mennesker kan begrænse udledningen af CO2 og dermed undgå en forøget drivhuseffekt.

INSPIRATIONSBESØG MED RÅDGIVNING AF EKSPERTER

Eleverne gæstede første gang Solar Danmark A/S den 7. november. Her blev de præsenteret for et fællesfagligt forløb, der omhandlede alle naturfag. Besøget skulle samtidig give dem viden og indsigt i energieffektivitet og bæredygtige løsninger. De fik også demonstreret teknologierne i de løsninger (varmepumper, solceller, LED-pærer m.v.), der har positiv indflydelse på miljøet, og som kan begrænse den globale opvarmning.

Inden besøget havde eleverne gruppevis bestemt sig for hvilke problemstillinger, de ville fordybe sig i. En række eksperter stod derfor klar med relevant og konkret sparring, faglig rådgivning og med forslag til specifikke løsninger, der kan begrænse energiforbruget i hjemmene og som eleverne kunne inddrage i deres projekter og bringe i forslag til fremtidens energioptimerede og miljøvenlige boliger.

PROJEKTARBEJDE EFTER DEN NATURFAGLIGE METODE

Med udgangspunkt i eksperternes rådgivningen, skolernes fælles faglige mål og den naturfaglige metode, arbejdede eleverne efterfølgende videre med at undersøge de problemstillinger og teknologier, som har både positiv og negativ indflydelse på miljøet (hvad består atmosfæren af, hvordan fungerer drivhuseffekten, hvad er fossilt brændsel, hvad forårsager udledning af CO2, hvorfor opstår global opvarmning og hvad stiller vi op med den?) Samtidig udtænkte og planlagde de bæredygtige løsninger til energieffektivitet i fremtidens boliger, fik indsigt i relevante teknologier og forholdte sig til, hvordan varmepumper fungerer, hvordan LED-pærer virker, hvilke miljømæssige fordele, der er ved solceller, og om vindmøller og vindenergi bare er en fordel eller om der også følger ulemper og gener med?

Forleden præsenterede eleverne gruppevis deres overvejelser og projekter. Det gjorde de ved et stort anlagt arrangement i Solars auditorium, hvor eleverne fremlagde og fortalte om deres syn på klimaforandringer og på de løsninger, der kan være med til at begrænse belastningen af miljøet.

Elevernes fremlæggelser blev suppleret af flotte præsentationer, som fik ros af eksperterne. Foto: Naturvidenskabernes Hus.

KONSTRUKTIV FEEDBACK, APPLAUS OG ROS FRA VÆRTERNE

Og der blev både bidt negle og sendt nervøse blikke rundt i lokalet. Eleverne skulle nemlig både have individuelle karakterer for deres præstationer, og så var det helt andre fysiske rammer og en helt anden form, end de kender fra skolen:

”Vi var lidt nervøse i starten, for vi er jo ikke vant til at stå i så stort et auditorium og præsentere foran et panel af eksperter. Men det var meget sjovt at prøve, og så har vi også lært noget om at fremlægge og om, at stå på et podium foran et stort lærred. Det hele har været meget spændende, og så er det rigtig fedt, at vi kommer ud og oplever, hvordan de arbejder på virksomhederne, møder deres medarbejdere og ser, hvordan de arbejder i praksis”, fortæller Ida, Laura og Mikkeline, der var i gruppe sammen.

Også for elevernes fysik- og kemilærer, Malene Ovesen, var det et spændende forløb, som hun meget gerne gentager med andre klasser:

”Det er tredje gang, at jeg har elever med til et naturfagligt forløb på Solar. Det har hver gang været spændende og med stor faglig kvalitet, som udfordrer eleverne på en helt anden måde, end de er vant til. Jeg kan mærke, at de kommer dybere ind i stoffet og får overblik over de forskellige løsninger på en helt anden måde, end de elever, der ikke har deltaget. Rent fremlæggelsesmæssigt lærer de også meget af at se og høre hinandens præsentationer, få konstruktiv feedback og af at stå i et stort auditorium og fremlægge over for Solars eksperter. Det er også med til, at de tager tingene lidt mere alvorligt”, siger Malene Ovesen, som tilføjer:

”Forløbene har også den fordel, at når vi til foråret skal arbejde med den obligatoriske tværfaglige opgave, så tager vi udgangspunkt i de emner, vi har gennemgået i dette forløb. Og når vi til januar skal arbejde med energi som emne, så behøver vi ikke at bruge så mange lektioner på det, da eleverne allerede kender emnet og har fordybet sig i det gennem dette forløb”.

Hos Solar Danmark A/S glæder man sig over elevernes store engagement og over, at være med i samarbejdet omkring det naturfaglige forløb:

”Det er altid en stor fornøjelse at være med i samarbejdet omkring elevernes naturfaglige forløb. Vi glæder os over, at kunne bidrage med vores kompetencer og ekspertviden. Og så glæder vi os over at kunne åbne vores virksomhed, vise hvad vi laver og synliggøre uddannelsesmulighederne inden for naturfag og teknik.
Det har været nogle rigtig flotte præsentationer og fremlæggelser, vi har set i dag. Eleverne skal have stor ros for deres arbejde og for, at de på ganske kort tid er nået så langt og fået så dyb en indsigt i nogle af de teknologiske løsninger, der kan være med til at reducere klimapåvirkningerne, siger Group HR Business Partner, Charlotte Teinby.

SYNLIGGØRELSE AF FREMTIDENS JOB- OG UDDANNELSESMULIGHEDER

Det er tredje gang, at Solar Danmark A/S og Grønvangskolen samarbejder om fællesfaglige forløb inden for naturfag og teknologi for klasser i udskolingen. Formålet er, at tilbyde elever og lærere erfaringer med undersøgende og praktisk undervisning, der øger deres interesse i og motivation for at lære mere om naturfag og teknologi, giver dem praktisk indsigt i, hvad det vil sige at arbejde med naturvidenskab og teknologi samt nyttig viden om fremtidens job- og uddannelsesmuligheder. Samarbejdet er organiseret af Tektanken, der er et nationalt videncenter for skolevirksomhedssamarbejde og et landsdækkende netværk mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som faciliteres af Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. 

Fakta

Om Solar Danmark A/S

Solar Danmark A/S er en del af Solar-koncernen, som er en af Europas førende sourcing- og servicevirksomheder. Solar Danmark A/S tilbyder en lang række produkter inden for el, vvs og ventilation og er en af Danmarks førende og mest moderne virksomheder inden for sit felt. Solar Danmark har hovedkontor og centrallager på 45.000 m2 placeret i Vejen, samt 4 kompetencecentre og 7 servicecentre centralt placeret i Danmark.

Solar’s produktprogram tæller over 215.000 artikelnumre inden for følgende produktområder:

  • Elinstallation
  • VVS
  • Ventilation
  • Industri
  • Offshore & Marine
  • Infrastruktur
  • Sikring
  • Belysning
  • Kabler
  • Værktøj & Befæstelse
  • Kommunikation
  • Klima & Energi

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt