Erfaren projektleder til national kommuneindsats

Vil du være med til at bygge bro mellem skoler og erhvervsliv og inspirere flere unge til at vælge en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse? Kan du udvikle og drive projekter, der samler partnere fra kommuner, virksomheder og skoler om dette mål? Så er her en unik mulighed for at gøre en forskel.

Naturvidenskabernes Hus søger en erfaren projektleder, der kan udvikle og drive vores indsatser for skole-virksomhedssamarbejde i kommuner i samarbejde med de dygtige kolleger i huset. Vi arbejder for, at alle børn og unge kommer ud og oplever engagerende undervisning i samarbejde med virksomheder og vil med denne stilling styrke vores indsats i kommuner over hele landet.

 

Om Naturvidenskabernes Hus 

Naturvidenskabernes Hus er et non-profit center for skole-virksomhedssamarbejde, der er dybt funderet i samfundets behov for, at flere unge vælger en uddannelse inden for naturvidenskab, teknologi, håndværk og it. Vi har gennem mere end 10 år udviklet og udbredt skole-virksomhedssamarbejde i hele landet i både grundskolen og gymnasiet med afsæt i vores runde hus i Bjerringbro. 

 

Om stillingen

Du vil stå i spidsen for en række projekter, der har til formål at udvikle og udbrede skole-virksomhedssamarbejde om naturvidenskab og teknologi i samarbejde med kommuner. Du vil lede flere projektgrupper med faglige medarbejdere, der står for udvikling og gennemførsel af fx undervisningsforløb og kompetenceudviklingsindsatser.

Dine opgaver og ansvarsområder vil være:

  • Projektleder af kommuneindsatser for skole-virksomhedssamarbejde, herunder ansvar for projektplan, mål og budget.
  • Ledelse af faglige medarbejdere i projektgrupper.
  • Videreudvikling af kommuneindsatser inden for rammerne af Naturvidenskabernes Hus’ 2025-strategi for udvikling, udbredelse og understøttelse af skole-virksomhedssamarbejde.
  • Ansvar for netværksindsatser for kommuner, virksomheder og andre centrale aktører.

Du vil have kontorplads i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro og må forvente 1-4 månedlige rejsedage til møder rundt omkring i landet. Du vil referere til direktøren i Naturvidenskabernes Hus.

 

Om dig

  • Du har projektledererfaring, gerne fra en uddannelsesinstitution, kommune eller organisation
  • Du har erfaring som teamleder eller med anden ledelse af faglige medarbejdere
  • Du har kendskab til uddannelsesområdet, særligt på grundskole- eller gymnasieniveau
  • Du har en relevant uddannelsesbaggrund men ikke nødvendigvis inden for naturvidenskab eller teknologi
  • Du har en anerkendende og tillidsbaseret tilgang til ledelse
  • Du er stærk både mundtligt og skriftligt og trives med mange relationer

 

Vi tilbyder

Et arbejde i en organisation, hvor samarbejde, kvalitet og begejstring er de bærende værdier.

Med denne stilling får du mulighed for at gøre en forskel for at inspirere flere unge til at vælge en uddannelses- og karrierevej, der understøtter en bæredygtig fremtid. Du kommer til at arbejde sammen med 21 dygtige og dedikerede kolleger i et inspirerende hus, der emmer af begejstring for naturvidenskab og teknologi. To af dine kolleger har desuden kontor i København.

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer med kontorplads i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. Stillingen indeholder ikke personaleansvar. Der er udstrakt fleksibilitet og mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage.

Løn forhandles efter kvalifikationer, og stillingen ønskes besat snarest muligt.

Ansøgning på max én side og CV sendes på mail til kontakt@nvhus.dk. Samtaler afholdes løbende.

 

Kontakt

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Maiken Lykke Lolck.