Regionale millioner går til piger og gymnasieelever

Naturvidenskabernes Hus modtager tre millioner kroner til to indsatser under den Midtjyske Teknologipagt, der skal få flere unge til at interessere sig for teknologi og naturfag. 

Syv projekter fordelt i hele Region Midtjylland sparker nu gang i den Midtjyske Teknologipagt, der skal sikre midtjyderne de uddannelser og kompetencer, som virksomhederne efterspørger i fremtiden.

Hjælp til uddannelsesvalg: Flere kvinder i STEM

Naturvidenskabernes Hus er med i puljen og har blandt andet fået midler til at udbrede Girls Day in Science, en landsdækkende kampagne, som Naturvidenskabernes Hus står bag.

Målet med Girls Day in Science er at inspirere flere unge kvinder til at vælge en karriere inden for STEM - og dermed give dem hjælp til uddannelsesvalg. Og potentialet er stort, mener Nanna Seidelin, direktør i Naturvidenskabernes Hus:

”Vi ved, at hvis der fx. var lige så mange unge kvinder som unge mænd der valgte en IT-uddannelse, så ville vi ikke have problemer. Derfor ser jeg frem til at vi kan være med til at udbrede indsatsen i Region Midtjylland,” siger hun.

Støtten betyder, at Naturvidenskabernes Hus fokuserer ekstra på Region Midtjylland til de to næste Girls Day in Science-dag, der løber af stablen til efteråret i 2019 og 2020. Men kampagnen vil stadig være landsdækkende.

Gymnasiekoncept udrulles

Den anden indsats, støtten fra regionen går til, er at udbrede Naturvidenskabernes Hus’ gymnasiekoncept for skole-virksomhedssamarbejde.

Det sker kort fortalt gennem tre indsatser: I 1.g får eleverne besøg af såkaldte teknologiambassadører fra virksomhederne, der perspektiverer et caseforløb, eleverne har arbejdet med i timerne. Teknologiambassadørerne giver eleverne indsigt i de forskellige STEM-jobmuligheder, der findes i de midtjyske virksomheder.
I 2.g kobles indsatsen til studieretningsopgaven og til de flerfaglige forløb. Og I 3.g kan de elever, der har en særlig interesse for det, indgå et samarbejde med en virksomhed om et studieretningsprojekt-forløb, der kobler yderligere faglighed på.

Gymnasiekonceptet udarbejdes i et samarbejde med fem gymnasier fra regionen, nemlig: Tarm Gymnasium og HF, Bjerringbro Gymnasium, Silkeborg Gymnasium, Risskov Gymnasium og Tradium i Randers, der er en htx-uddannelse.

Gymnasierne indgår i en arbejdsgruppe med eksperter fra Naturvidenskabernes Hus og skal bistå i udarbejdelsen af konceptets faglige indhold.