Alsidig kommunikationsmedarbejder til Naturvidenskabernes Hus

Kan du jonglere med layout, SoMe, kampagner, tekst, hjemmesider og billede/video? Vi søger en alsidig kommunikationsmedarbejder, der kan ramme vores målgrupper med professionel kommunikation fra hele paletten og skabe synlighed omkring vores resultater hos vores interessenter.

Naturvidenskabernes Hus bygger bro mellem skoler og virksomheder og udvikler inspirerende undervisningsforløb til skole- og gymnasielærere for at inspirere flere unge til en fremtid med IT, teknologi, naturvidenskab og håndværk.

Et tag-selv-bord af spændende kommunikationsopgaver

Vi arbejder med de fleste kommunikationsdiscipliner, herunder SoMe, hjemmeside, presse, messer, video, billede, grafik og annoncering på både print og digitalt. Det hele er bundet sammen i kampagner og løbende indsatser. For den rette tilbyder vi derfor masser af spændende kommunikationsopgaver, som du selv er med til at udvikle, skærpe og eksekvere.

Vores nye kommunikationsmedarbejder

  • Er kommunikationsfagligt uddannet, gerne med evner inden for markedsføring.
  • Har gerne et par års relevant erfaring.
  • Du er ikke uddannet grafiker, men du kan arbejde med grafik, billeder og layout i InDesign og Photoshop på et niveau, hvor du kan opsætte flyers, foldere, plakater og lignende formater.
  • Kan planlægge og vedligeholde både organisk og sponsoreret indhold på vores SoMe-kanaler.
  • Kan producere videoindhold på mobil der skal optages, klippes og publiceres.
  • Bevæger sig hjemmevant i Google Analytics og har flair for data.
  • Kan skrive hjemmesidetekster. Og har mod på at lære at nyhedsvinkle og skrive reportage.
  • Har erfaring med at arbejde i CMS-systemer.
  • Har evt. arbejdet strategisk med kommunikationskampagner.
  • Har mod på opsøgende pressearbejde.

Der tale om en stilling med høj grad af selvstændighed, hvor du kan bringe alle dine kommunikationskompetencer i spil. Vi arbejder med kort vej fra idé til handling, men samtidig er vi styret af den overordnede kommunikationsstrategi.

Stillingen er i høj grad producerende, men den rette kandidat kan også arbejde strategisk og på rådgiverniveau. Du skal være initiativrig og selvkørende. Og som den naturlige ”go to-person” for dine kolleger, når der skal knækkes en genstridig kommunikationsnød, skal du være imødekommende og serviceminded.

Du skal derfor trives med at være en eftertragtet ressource, som kommer til at gøre en stor forskel for dine kolleger. Du sparrer tæt med kommunikationschefen, som du refererer til. Men du vil hurtigt få ansvarsområder i stedet for enkelte opgaver.

Et par typiske dage som kommunikationsmedarbejder

Du tjekker udviklingen i den kampagne, som du har sat i søen på tværs af SoMe og Google. Indholdet er både display-annoncer, grafik og en serie af korte videoklip, som du selv har produceret.

I Analytics undersøger du, hvilken betydning kampagnen har fået for vores besøgstal på hjemmesiden. Du arbejder videre på en hjemmesidenyhed omkring et skolebesøg i huset, hvor du har interviewet både lærere og elever og taget billeder. Resultatet skal også en tur forbi lokalmedierne for at se, om de måske er interesserede.

Du har møder, blandt andet med en gruppe af medarbejdere om et nyt, trykt kommunikationsprodukt. Du rådgiver dem om indhold og format og layouter derefter selv produktet, så det lever op til vores designlinje. I perioder fylder arbejdet med layout af trykte produkter en del.

Du arbejder også med nvhus.dk, så indholdet præsenteres lækkert og brugervenligt. Om en måned udkommer nyhedsbrevet, som du allerede er ved at samle indhold til. Sidst på ugen har du en aftale ude på en virksomhed, hvor du skal optage video….

Lyder det spændende og som noget for dig? Så send os en ansøgning.

Om ansøgningen

Din skarpe og målrettede ansøgning må fylde max én A4-side. Den skal forholde sig til Naturvidenskabernes Hus, til vores verden og til hvordan, du vil gøre en forskel hos os. Medsend også et CV.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Bjørn Kock Lærkedahl, 5119 4944 / bkl@nvhus.dk

Løn forhandles efter kvalifikationer. Stillingen er en fuldtidsstilling og ønskes besat pr. 1. november 2019.

Ansøgning sendes til kontakt@nvhus.dk senest fredag den 23. august kl. 12.00. Vi holder samtaler den 4. september og 2. runde den 12. september.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om Naturvidenskabernes Hus 

I Naturvidenskabernes Hus får du 26 engagerede kolleger, der er stolte af at gøre en forskel for skoler og virksomheder. Vores hverdag foregår i et enestående rundt hus i Bjerringbro, hvor vi har et åbent kontorlandskab med et godt arbejdsklima.

Naturvidenskabernes Hus er et non-profit videnscenter, der bygger bro mellem skoler og virksomheder, udvikler praksisnær undervisningsmateriale og hjælper lærerne med at udvikle inspirerende og anvendelsesorienteret undervisning. 

Det er Naturvidenskabernes Hus’ mål, at mange flere unge vælger en uddannelse inden for IT, teknologi, naturvidenskab og håndværk til gavn for erhvervslivet, samfundet og en bæredygtig fremtid.