Kamp til stregen i europæisk dåsesatellitkonkurrence

Otte hold kæmper intenst mod hinanden 29.-31. marts om Danmarks ene plads i den europæiske CanSat-konkurrence, som finder sted i Portugal 22.-26. juni.

Silkeborg og Rønde gymnasier, som tog 3.- og 4.- pladsen sidste år i den europæiske finale, sætter alt ind i år på at gå videre. Men det gør gymnasieeleverne fra Rødkilde, Nærum og Viby (HTX) gymnasier, Aalborg Katedralskole samt Erhvervsskolerne Aars også. Som led i konkurrencen skal eleverne på workshop med Karup Flyvestations Radiosondetjeneste, som leverer vejrmeldinger til DMI. 

Lige nu arbejder de ca. 50 unge med at forberede, hvad deres selvbyggede satellitter af sodavandsdåser skal måle på konkurrencedagen med tilhørende rapport med alle tekniske detaljer. Ud over de obligatoriske målinger af tryk og temperatur kan eleverne også vælge, om deres satellitter skal kunne måle fx CO2 på deres vej mod jorden med faldskærme fra droner i 100 meters højde.

I den europæiske konkurrence sendes satellitterne op med raketter til 1.000 meters højde, hvorfra de igen falder ned med faldskærm. Vinderholdet kan nå at forbedre deres satellit inden finalen.

Dommerne kommer fra Aalborg Universitets satellitafdeling og Nordic ESERO, ESA’s nordiske uddannelseskontor i Norge.

Pressen er velkommen 30. marts, hvor der er testopsendelse, og 31. marts, hvor konkurrencen afgøres, på Kompedal Lejrskole i Engesvang. Skulle vejrudsigten vise kraftig regn og/eller kraftig blæst den 31., afgøres konkurrencen den 30. Skulle vejret begge dage umuliggøre flyvning, afgøres konkurrencen på simuleret opsendelse, de tekniske detaljer samt elevernes dokumentation og samarbejde. 

CanSat-konkurrencen er et af undervisningsforløbene på www.rumrejsen.dk. Forløbene er udviklet til grundskoler og gymnasier ifm Andreas Mogensens rummission med støtte fra Lundbeckfonden og Nordea-fonden og med Naturvidenskabernes Hus som projektleder. Konkurrencen er desuden støttet af Nordisk ESERO.

Foto bedes krediteret ESA og fotograf Jari Makinen.

For mere info kontakt gerne projektleder Henrik Bay Madsen, Naturvidenskabernes Hus, 2225 3881 /hbm@nvhus.dk

Om CanSat

En CanSat er et lille satellitmodul (en sonde), som skal kunne slippes fra en raket eller en ballon og svæve tilbage til Jorden i faldskærm. På vej ned skal den foretage forskellige målinger, som sendes til en jordstation. Udfordringen er at holde sig inden for begrænsninger på omkostninger, tidsforbrug, vægt og ikke mindst volumen.

Satellitmodulet skal bygges ind i en dåse på størrelse med en 0,33 liters sodavandsdåse. En CanSat indeholder instrumenter, strømforsyning, databehandlingsenhed (typisk en Arduino) og kommunikationssystem som i virkelige satellitter. Se film om CanSat-konkurrencen sidste år: www.cansat.eu.