Meget sjovere at lære om affald end at lave lektier

Som led i Forskningens Døgn var 2. klasserne fra Finderuphøj Skolevar til ”Skralde-bang-fest” i NVHUS – og arrangementet faldt tydeligvis i elevernes smag.

– Det er bare rigtig sjovt. Og meget mere spændende end at sidde og lave lektier.

Begejstringen er til at tage og føle på hos Laura og Alberte. De går begge i 2. klasse på Finderuphøj Skole i Viborg, og sammen med en række skole-kammerater var de tirsdag til den store ”Skralde-bang-fest” i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. Et arrangement, der gennemføres i samarbejde mellem Viborg Kommunes affaldsselskab Revas og Naturvidenskabernes Hus. Det sker som led i Forskningens Døgn.

– Vi vil gerne give børnene en forståelse af, at man ikke bare smider affald i naturen eller på gaden eller fortovet. Affald er en nyttig ressource, der kan genbruges eller genanvendes, så vi ikke behøver bruge løs af klodens råvarer, som der jo er knaphed på. Men det kræver, at affaldet bliver håndteret og sorteret på den rigtige måde. Heldigvis er børnene, især i de yngste klasser, meget modtagelige for dette budskab, siger Viborg Kommunes affaldschef Poul Møller.

Meget håndgribelige aktiviteter

Under besøget i Naturvidenskabernes Hus undersøger eleverne affald, der ellers ofte bliver smidt ud, for at finde ud af, hvad der kan bruges igen. Det sker på en meget håndgribelig måde, f. eks. i det elektroniske skraldeværksted, hvor eleverne skal skille forskellig slags elektronik ad. De skal også rense en forurenet sø med en hjemmelavet skraldesamler og prøve kræfter med Revas’ digitale spil om sortering. Og, ikke at forglemme, møder de Natur Helten i skikkelse af skuespiller Katrine Weigelt, der sammen med børnene bl.a. synger Revas´sang ”Skralderalleri”, skrevet af Gorm Bull Sarning.

Lærer: Et fremragende initiativ

– Arrangementet er et fremragende initiativ, som kan være med til at give eleverne gode affaldsvaner. Det er også noget, vi arbejder på i skolen. På vores skole har vi for eksempel opstillet affaldscontainere, så eleverne lærer at aflevere affald de rigtige steder. Ligeledes bliver arrangementet her i Naturvidenskabernes Hus fulgt op med et projektarbejde om affald, når vi kommer tilbage til skolen, fortæller lærer Chinette Nielsen.

– I Naturvidenskabernes Hus er vi utroligt glade for samarbejdet med Revas om dette projekt, som tjener flere formål: Ud over at vi forhåbentlig kan give børnene nogle gode og fornuftige affaldsvaner skal arrangementet gerne øge deres interesse for naturfagene. Da vi her henvender os til de yngste klasser, er vi særligt opmærksomme på, at alle aktiviteter foregår ”i børnehøjde”, siger projektleder Henrik Bay Madsen fra Naturvidenskabernes Hus.

Som afslutning på en god og lidt anderledes skoledag fik alle eleverne overrakt en medalje som bevis på, at de nu er nogle af ”Naturens Helte”, samt et USB-stik, indeholdende sangen og en animationsfilm om affald, natur og miljø.
I alt omkring 450 skoleelever fra Viborg Kommune deltager i ”Skralde-bang-festen”, der strækker sig over tre dage – mandag, tirsdag og onsdag i uge 17.
 
Billedtekst:
 
Glæde og begejstring hos børnene ved ”Skralde-bang-festen” i Naturvidenskabernes Hus. Foto: Lars Holm.
 
Natur Helten Katrine i aktion sammen børnene. Foto: Lars Holm.

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt