2. klasseelever varmer op til Naturfagsmaraton: 60 indskolingselever er ingeniører og bådebyggere for en dag

Der blev klippet og klisteret, da cirka 60 indskolingselever besøgte Naturvidenskabernes Hus til Minimaraton torsdag den 7. marts. Skolefagene var skiftet ud med konstruktioner af høje tårne og bådebyggeri.

”Det er sjovt, fordi man er meget kreativ og skal lave sådan en båd.” Sådan fortæller Freja fra 2. klasse på Brattingborgskolen, der sammen med sine klassekammerater deltog i Minimaraton.

Med inspiration fra opgaverne i Naturfagsmaraton skulle eleverne bygge både med sejl, der kunne sejle fra den ene ende af en tagrende med vand til den anden med hjælp fra vinden fra en ventilator. Derudover skulle de prøve kræfter med høje konstruktioner, da de skulle bygge tårne af pinde og “skumfiduser”. Og alt dette foregik naturligvis i fællesskab.

Samarbejde og fælleskab er en af hovedelementerne i Naturfagsmaraton, hvilket også er en naturlig del af Minimaraton, der giver indskolingseleverne en forsmag på, hvordan det er af deltage i den landsdækkende naturfagskonkurrence i 5. – 6. klasse. For Freja er sammenholdet også et højdepunkt ved dagen, da hun fremhæver det at være sammen og lave sjove ting.

KREATIVITET OG EKSPERIMENTER PÅ SKOLESKEMAET

På de tre timer i Naturvidenskabernes Hus undersøgte, designede og byggede eleverne for at finde den bedste naturfaglige løsning – og de blev guidet hele vejen.

Modsat Naturfagsmaraton bliver indskolingseleverne guidet mere i Minimaraton, hvor materialevalg og fremgangsmetode er bestemt på forhånd. Selvom rammerne var fastlagte, så skulle eleverne alligevel være kreative og innovative i deres løsninger.

Netop den kreative og eksperimenterende tilgang til undervisningen fremhæver Ole Juul, der er lærer på Brattingborgskolen:

”De får en oplevelse af, at når man arbejder eksperimenterende, så får man nogle forskellige resultaterne, selvom man arbejder med det samme koncept, men man opnår noget forskelligt. Jeg kan se, at nogle af dem der til dagligt ikke er de mest initiativrige, de får også muligheden for nu at komme til orde og blomstre.”

EN DAG UD AF HUSET GIVER MOTIVATION

”Bare det at man kommer et helt andet sted hen, det giver en helt anden motivation, fordi de kommer ned og ser nogle andre voksne i stedet for os gamle, der er der til dagligt. Bare det er en motivation i sig selv,” fortæller Ole Juul.

Og netop motivation er et vigtigt element i Minimaraton, der gerne skal give elever lyst til at forsætte med at bygge, designe, re-designe og eksperimentere med naturfag.

FAKTA

Minimaraton afvikles over seks dage i Naturvidenskabernes Hus med 50 – 100 elever på besøg om dagen. Arrangementet er åbent for skoler i Viborg Kommune.

Besøg i huset er støttet af Poul Due Jensens Fond og Viborg Kommune.

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt