Faglig debat og udveksling af erfaringer: Naturfag i spil 2017

Animationer, fagligheden i landbruget og videomateriale til undervisningsbrug er blot nogle af de emner, der diskuteres og debatteres i NVHUS i dag.

Centre for undervisning ved VIA UC og UC Nord samt Astra afholder i dag ‘Naturfag i spil’ i Naturvidenskabernes Hus. Hele huset summer derfor af faglig debat og erfaringsudveksling. Hovedtemaet er fællesfaglige fokusområder, og på programmet er der alt fra workshops med praktiske tværfaglige eksperimenter til oplæg, hvor der gives eksempler på fællesfaglige problemstillinger.

I pauserne mellem de forskellige indlæg besøger de 87 lærere stande, der alle byder ind med netop deres ekspertise. Naturvidenskabernes Hus har naturligvis også en stand, og her står projektlederne Henrik og Michael klar til at fortælle om bl.a. sitet www.themissinglink.dk, hvor videoer med virksomhedscases og rollemodeller ligger frit tilgængeligt til undervisningsbrug. Derudover er skole-virksomhedssamarbejde og animation i undervisningen to bærende elementer på standen, da begge dele kan bidrage til spændende, autentiske og praktisk fællesfaglig undervisning.

Et skole-virksomhedssamarbejde kan bl.a. være et besøg hos en landmand, hvor eleverne får mulighed for at komme helt tæt på, og selv udarbejde problemstillinger på baggrund af deres interesser og det, de oplever på gården. Animationer fænger altid! Når eleverne selv får mulighed for at lave animationsfilm stiger opmærksomheden og engagementet automatisk. Alt dette, og meget mere, er det, som lærerne i dag får indblik i til Naturfag i spil.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan undervisningen kan gøres fællesfaglig og praksisorienteret, så læs meget mere her:

 

The Missing Link

www.themissinglink.dk

 

Animation i undervisningen

www.naturanimation.dk

 

Skole-virksomhedssamarbejde

www.nvhus.dk