Skole-virksomhedssamarbejde som hovedtema på netværkskonference

Skole-virksomhedssamarbejde var på alles læber, da Industriens Hus onsdag den 27. april dannede rammerne for en netværkskonference. Der blev debatteret, diskuteret, vist eksempler og givet gode råd, da både repræsentanter fra kommuner, skoleverdenen, brancher, virksomheder og organisationer var samlet om ét overordnet formål: Skole-virksomhedssamarbejde skal prioriteres endnu mere fremadrettet.

Undervisningsminister Merete Riisager blev mødt af et højt bifald, da hun ankom til konferencen for at byde velkommen. At skolevirksomhedssamarbejde kan åbne elevernes øjne for muligheder, de ikke i forvejen vidste fandtes, var et gennemgående tema, dagen igennem. Programmet startede med oplæg fra Anders Rasmussen, chef for grundskole & ungdomsuddannelser hos Teknologipagten, efterfulgt af et oplæg fra Jeppe Hust, programchef fra Tektanken, og konferencens indledende fase afsluttes med tre praktiske eksempler på det gode skolevirksomhedssamarbejde. Herefter skulle konferencedeltagerne selv på arbejde, da programmet bød på netværksaktiviteter og paneldiskussion!

ERFARINGSDELING: HVAD VIRKER, OG HVAD VIRKER IKKE?

”Jeg synes, at det er nogle rigtig gode indledende oplæg. Jeg synes, at de på en rigtig god måde fik sat ord på, hvornår skolevirksomhedssamarbejde giver mening, og hvornår det ikke giver mening. Der fik jeg gjort mig en masse overordnede tanker i forhold til, hvordan vi kan se på skolevirksomhedssamarbejde og få det til at give mening.”

Sådan fortæller Nanna Stærk, der arbejder med bæredygtig udvikling i Københavns Kommune, og hun er ikke alene om denne oplevelse. Susanne Andersen, der er chef for medlemsforeningerne i Dansk Industri, fremhæver resultaterne, og de konkrete informationer i oplæggene, som noget af det, hun har fået ud af at deltage i konferencen:

”Jeg synes, at jeg allerede på nuværende tidspunkt har fået nogle meget konkrete værktøjer og inspiration med, som jeg kan bringe videre i forhold til de mennesker, jeg samarbejder med og de foreninger, jeg har kontakt til”, fortæller hun.

Ligeledes fortæller Helene Kingo, der er konsulent i Dansk Byggeri, at det er godt at få input fra andre aktører på området og tilføjer: ”Vi får vidensdeling på tværs, så vi ved, hvad man skal gøre og ikke gøre. Det synes jeg har været rigtig spændende.”

VIRKSOMHEDERNE ÅBNER DØRENE, MEN SKOLERNE TRÆDER IKKE NØDVENDIGVIS INDENFOR

Et tilbagevendende tema i paneldiskussionen var, at virksomhederne rigtig gerne vil invitere skolerne indenfor, men det er ikke altid nemt at få skolerne til at takke ja til denne invitation.

Claus Hjortdal, der er formand for Danmarks Skolelederforening, fremhævede i diskussionen, at det vil kræve, at skolens ledelse sætter fokus på dette. Et andet argument fra Louise Phil, der er underdirektør i Dansk Byggeri var, at det er vigtigt, at lærerne enten kan få materialer, som de blot kan pluck and play, som eksempelvis Dansk Industris projekt ”Bygge Boksen”, eller at lærerne alternativt selv er med til at udvikle det undervisningsmateriale, der skal bruges i skolevirksomhedssamarbejdet.

MØDET MED ROLLEMODELLER, OPMÆRKSOMHED OG INSPIRATION

Mødet med rollemodeller fremhævedes flere gange i løbet af konferencen som særlig vigtig. René Lykke Christensen, der er produktionsleder på Danstoker, holdt oplæg om Danstokers erfaringer med skolevirksomhedssamarbejde. For ham er det vigtigt, at de medarbejdere, der møder eleverne, er nogle, der taler elevernes sprog. Når de samarbejder med skoler, er det derfor blandt andet Danstokers EUX- og EUD-lærlinge, der møder eleverne for at fortælle om deres arbejde og uddannelsesbaggrund.

Foruden rollemodeller var elevernes opmærksomhed på- og inspiration til uddannelsesvalg og karriereveje også på dagsordenen. Susanne Andersen fra Dansk Industri fremhæver de unges opmærksomhed på mulige uddannelser som en væsentlig årsag til skolevirksomhedssamarbejde:

”Jeg arbejder med medlemsforeningerne, og rigtig mange af DI’s medlemsforeninger er optaget af, hvordan man skaber større positiv opmærksomhed omkring særligt de erhvervsfaglige uddannelser og naturvidenskab i det hele taget,” fortæller hun.

Nanna Stærk afslutter med at nævne elevernes inspiration som et bærende argument for skolevirksomhedssamarbejde:

”Jeg synes, at det er ekstremt vigtigt, at eleverne kommer udenfor skoles matrikel og stifter bekendtskab med virksomheder – og i virkeligheden også natur og havmiljø, og at de på alle mulige måder bliver inspireret af rum og den virkelighed, der er udenfor skolen.”

Konferencen var arrangeret i et samarbejde mellem Tektanken, Undervisningsministeriet, DA Åben Virksomhed, Kommunernes Landsforening og Teknologipagten. 

SE PROGRAMMET FOR NETVÆRKSKONFERENCEN HER.

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt