NY ØKONOMI- OG ADMINISTRATIONSCHEF I NATURVIDENSKABERNES HUS

 
Naturvidenskabernes Hus har pr. 1. november 2020 ansat 56-årige Hans-Henrik Døssing som økonomi- og administrationschef.

Hans-Henrik Døssing indtræder i ledelsen for Naturvidenskabernes Hus sammen med Maiken Lykke Lolck, der tidligere på året blev udnævnt til direktør. Ansættelsen sker i forbindelse med en forenkling af Naturvidenskabernes Hus’ organisering med mindre ledelse og mere ansvar hos projektledere og medarbejdere, der driver de enkelte indsatser.

Det fortæller direktør i Naturvidenskabernes Hus Maiken Lykke Lolck.

”Jeg er rigtig glad for, at vi har fået Hans-Henrik med ombord. Med ham har vi fået en kompetent økonomi- og administrationschef med bred erfaring indenfor projektstyring, HR og IT, som kan bidrage til at professionalisere os som organisation og støtte projektlederne, så vi kan nå endnu længere med vores indsatser for virkelighedsnær naturfagsundervisning og skole-virksomhedssamarbejde”, udtaler hun.

Sammen med bestyrelsen og husets medarbejdere går den nye ledelse nu i gang med at fastlægge de kommende års strategi for, hvordan Naturvidenskabernes Hus fortsat vil udvikle, udbrede og understøtte skole-virksomhedssamarbejde, der inspirerer flere unge til at vælge tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. 

Den udvikling ser Hans-Henrik Døssing frem til at bidrage til.

”Jeg er nået til et sted i mit liv og arbejdsliv, hvor det betyder stadig mere for mig at kunne gøre en forskel i samspillet mellem mennesker, systemer og økonomi for en mere bæredygtig fremtid. Den mulighed har jeg fået i Naturvidenskabernes Hus”, fortæller han.

Hans-Henrik Døssing kommer fra en stilling som CFO med ansvar for HR og IT i vækst-virksomheden Dansk Energirådgivning A/S i Silkeborg. Han er uddannet Cand. Merc. og har 10 års erfaring fra projektvirksomheder. Han har de seneste år deltaget aktivt i strategi- og bestyrelsesarbejde.

Privat bor Hans-Henrik Døssing i udkanten af Silkeborg sammen med sin hustru. Han har to voksne børn.