Opgaven er simpel. Foran hvert barn ligger de samme materialer. Fire brædder, en presenning, seks sten, fire træklodser og en spand. Der er ikke en bestemt måde at løse opgaven på, men målet er det samme. Hvert barn skal bygge sin egen en sø med de materialer, der ligger foran dem.
Børnene står ved siden af hinanden og lytter afventende. Morgenen er lun og frisk, og børnene forstår med det samme, at de skal bygge noget, der kan være vand i. Pædagogerne er også med på opgaven, men modsat børnene får de besked på at holde sig på afstand.
En opgave, der er sværere, end den lyder. Som voksne vil vi gerne være aktive og nærværende, når vi er sammen med børn. Det er helt naturligt for os, fortæller Karsten Thorkild Sørensen, som er underviser i Naturvidenskabernes Hus, og fortsætter:
Men når vi arbejder sammen med børnene, kan der meget hurtigt opstå et hierarki, hvor vi overtager børnenes hjerner. Vi går simpelthen ind i aktiviteten og lægger brædderne, som vi ved, de skal ligge. Lægger plastiken over for at skabe en beholder. Viser, hvordan man gør. Det er der ingen grund til, for de kan godt selv
Fastslår Karsten Thorkild Sørensen
EN SÆRLIG TILGANG TIL VERDEN
Pædagogerne oplever her, hvordan arbejdet med science hjemme i børnehaven kan foregå i praksis. Børn undrer sig og stiller spørgsmål gennem en udforskende og legende tilgang til verden. Det er udgangspunktet for aktiviteten, hvor rammerne er sat af en voksen, som er til stede og kan gribe ind, men ellers holder sig på afstand.
Pædagogernes opgave er at understøtte processen gennem åbne spørgsmål. Hvor løber vandet ud i græsset? Hvorfor gør vandet det? Hvad kan du gøre for, at det ikke sker? De hjælper altså barnet med selv at erkende, hvad der sker.
BØRN KAN SELV
På afstand ser pædagogerne noget interessant. En dreng får øje på en anden dreng, der har brug for hjælp. Han går over til ham og viser, hvordan brædderne kan samles, så de danner et rektangel. En pige længere henne i rækken kigger med. Hun gør det samme med sine egne brædder og opdager hurtigt, at hvis hun lægger presenningen ovenpå brædderne i stedet for fladt på jorden, løber vandet ikke ud.
Situationen bliver et mønster, som gentager sig, hver gang aktiviteten afvikles. Børnene hjælper hinanden på eget initiativ og lærer af hinandens erfaringer. En observation, der inspirerer pædagogerne, erfarer Karsten Sørensen:
Vi sørger for alt det praktiske. Pædagogerne får tid til at kigge på deres børn og tænke en tanke. Det skaber et rum. Når pædagogerne efterfølgende siger, at det har været godt med ro, så har det været for børnene, men i høj grad også for dem selv. De har fået tid til at tænke, observere og lære. Og det kan de tage med hjem, siger han
NATUR, UDELIV OG SCIENCE
Science er sammen med natur og udeliv et læreplanstema, som pædagoger i danske dagtilbud skal arbejde inden for. Erfaringerne viser, at mange pædagoger ikke arbejder med science, fordi de har en forventning om, at de skal have en stor viden og kende alle svar. ’Kan man egentlig bygge sin egen sø?’ gør op med den forestilling.
Naturvidenskabernes Hus havde i august sidste år besøg af 110 børn og voksne fra otte forskellige børnehaver til aktiviteten ’Kan man egentlig bygge sin egen sø?’.
Naturvidenskabernes Hus er støttet af midler fra Poul Due Jensens Fond.
GODE RÅD TIL VOKSNE OM BØRN OG SCIENCE
- Tag udgangspunkt i barnets naturlige undren
- Vær eksperimenterende, nysgerrig, legende, undersøgende, sansende og analyserende sammen med barnet ved at stille åbne spørgsmål
- Sæt rammerne gennem et antal materialer, men ikke for mange valgmuligheder
- Hav en intention med aktiviteten
