Spændende dag til startskuddet på Naturfagsmaraton

500 elever fra 5. og 6. klasse på seks forskellige skoler i Egedal Kommune var med den danske astronaut Andreas Mogensen i spidsen med til at skyde Naturfagsmaraton 2020 officielt i gang i Smørum Kultur- og Idrætscenter.

Med papmodeller af skywalks og insektbure af træ og trådnet under armene møder 500 forventningsfulde elever fra i Egedal Kommune fredag den 24. januar op i Smørum Kultur- og Idrætscenter. Spændingen er på sit højeste, da eleverne træder ind i hallen, hvor holdet af piloter i orange Naturfagsmaraton-trøjer står klar til at tage imod dem til det officielle startskud på Naturfagsmaraton 2020.

Borgmester i Egedal Kommune Karsten Søndergård er her også med flere repræsentanter fra kommunen. For science-området og koblingen mellem skoler og virksomheder har stort fokus i Egedal Kommune.

”Vi vil have skolerne ud i virkeligheden, for det er her, fagene får liv. Og det er netop, hvad et arrangement som Naturfagsmaraton kan. Her arbejder eleverne med nogle af de udfordringer, som virksomhederne står over for, og faktisk er børn nogle gange bedre end os voksne til at stille spørgsmål,” siger han.

Inden piloterne sætter gang i første runde af opgaver, har formand for skoleudvalget i Egedal Kommune Betina Hilligsøe et vigtigt budskab til eleverne, da hun med reference til Andreas Mogensens deltagelse i Naturfagsmaraton fortæller:

”I virkeligheden er der ikke bare én, men 500 helte til stede i det her rum i dag. Og det er jer. Kære elever: Flyv højt. Flyv helt ud i rummet og husk at have det sjovt imens,” siger hun. 

ANDREAS MOGENSEN: NATURVIDENSKAB DRIVER UDVIKLINGEN I VORES SAMFUND

I anledning af startskuddet på Naturfagsmaraton er Andreas Mogensen inviteret med som dommer på en af de otte opgaver, nemlig Mål tiden, hvor eleverne skal blive klogere på tid, årstider, månefaser og bygger deres egen tidsmåler. For Andreas Mogensen bringer arrangementet minder fra hans egen barndom, og som han fortæller eleverne, var det, da han var i deres alder, han fandt ud af, at han ville være astronaut.

Jeg synes virkelig, det er et godt arrangement, fordi eleverne får mulighed for at arbejde med praktiske løsninger. Og i bund og grund er det, hvad naturvidenskab og teknologi handler om. Praktiske løsninger på rigtige problemer, der har relevans for deres dagligdag

siger Andreas Mogensen

For Andreas Mogensen har det stor betydning for et arrangement som Naturfagsmaraton, at flere opgaver er udviklet i samarbejde med en virksomhed. For det er naturvidenskab og teknologi, der driver udviklingen i vores samfund, og for at imødekomme de udfordringer, vi står over for, har vi brug for flere kræfter på området – især ingeniører, fortæller han.

Forskningsdirektør i Novozymes, Claus Crone Fuglsang, er også begejstret over sin oplevelse i Smørum Kultur- og Idrætscenter:

”Jeg bliver bare så glad. Børnene viser et helt enormt engagement, så det har været en stor oplevelse,” siger han.

At medvirke i Naturfagsmaraton har stor betydning for Novozymes, der har været medudvikler af opgaven Seje enzymer fra Novozymes, som er en af tre virksomhedsopgaver i årets Naturfagsmaraton. 

”Vi er drevet af engagement, så vi er i Novozymes stolte af at være med og bidrage til en samfundsudvikling,” siger han.

Også Dansk Byggeri og Dansk Akustisk Selskab har bidraget til udviklingen af opgaver.

LÆRKESKOLEN OG BOESAGERSKOLEN LØBER MED SEJREN

Blandt børnene er det tydeligt at mærke begejstringen. Og selvom Sofia, Sif og Emma fra 6.a på Lærkeskolen drømmer om at blive advokat og konditor, så har det været sjovt at arbejde med opgaverne i Naturfagsmaraton:

Vi har været meget nervøse og lidt pressede, men vi har arbejdet ret godt. Naturvidenskab er lidt kedeligt, men det her er en anderledes måde at arbejde på. Det er sjovere, fordi vi har fået mere frie tøjler til at gøre, hvad vi vil

fortæller de tre piger

Pigerne fortæller, at de håber på at vinde, men at de mest deltager for sjov. Tre timer senere forlader de sammen med deres klassekammerater Smørum Kultur- og Idrætscenter med et trofæ i hænderne som vindere af Naturfagsmaraton 2020 i Egedal Kommune.

Vinderne af halvmaraton blev 6.x på Boesagerskolen.

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt