Unge midtjyske forskerhjerner kæmper om national finaleplads

Konkurrencen bliver hård, når 40 science-projekter onsdag efter påske skal konkurrere i den midtjyske semifinale i den store, nationale talentkonkurrence Unge Forskere.

Bag projekterne står unge øst- og midtjyske forskere fra grundskoler og almene og tekniske gymnasier i alderen 6 til 21 år. De unge talenter er alle forinden udtaget af en kritisk dommerjury, og  har dermed nået semifinalen, der holdes i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro onsdag d. 30. marts.    

De midtjyske talenter spænder vidt med projekter som alternative æggebakker, så æggene ikke knækker under transport, proteinkrystallografi, stamceller og stjerneskælv og musiks påvirkning af koncentrationen i færdighedsregning.

Programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, siger:

”Idéen med Unge Forskere er at finde, anerkende og udfordre nye, unge talenter inden for naturvidenskab og teknologi. Det er nemlig dem, der skal løse mange af fremtidens udfordringer. Derfor er det fantastisk at se, hvor højt niveauet er blandt deltagerne. Der er nærmest ingen grænser for de unge talenters originalitet og idérigdom.”

Både junior- og seniorforskere

Projekterne tager form som teoretiske projekter, som forsøg eller som nye opfindelser. På dagen er der både en juniorkonkurrence for grundskolen og en seniorkonkurrence for gymnasieeleverne.

De midtjyske værter for semifinalen i Naturvidenskabernes Hus ser frem til dagen:

”Vi og vores gruppe af engagerede, frivillige dommere fra bl.a. skoler og virksomheder glæder os til at få præsenteret talentfulde elevers projekter og opleve deres lyst til at afdække viden og udvikle opfindelser, som vil kunne gøre en forskel,” siger Nanna Seidelin, direktør for Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.

Vinderne videre til DM

Vinderne af den regionale semifinale er sikre på at komme til DM, når Unge Forskere inviterer til finalen Science i Forum i København i april. Her kæmper de unge talenter om titlen som Årets Unge Forsker 2016 og en præmie på 25.000 kr., som overrækkes af HKH Prins Joachim og undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, arrangeret af Astra, Danmarks nye nationale center for læring i natur, teknik og sundhed.

I alt har næsten 2.200 projekter fra hele landet været tilmeldt konkurrencen. Heraf er 200 gået videre til fem regionale semifinaler.

_____________

Program for den regionale semifinale i Naturvidenskabernes Hus, P. E. Eriksens Vej 1, Bjerringbro, onsdag d. 30.  marts 2016 kl- 9.00 – 16.00
 
09.00 – 10.00  Deltagerne stiller projekter op

10.00 – 10.05  Fælles velkomst

10.10 – 12.45  Dommerjuryen besøger standene

12.45 – 13.30  Frokost

13.30 – 15.15  Juryen voterer

13.30 – 15.15  Åbent hus og underholdning

15.15 – 16.00  Udvælgelsesceremoni

              16.00   Semifinalen slutter

Pressen er velkommen på dagen.

Yderligere oplysninger:

Unge Forskere: www.ungeforskere.dk

Finalen Unge Forskere: www.scienceiforum.dk

Fra Naturvidenskabernes Hus: 

Direktør Nanna Seidelin

tlf. 2941 1133, e-mail: ns@nvhus.dk

Fra Astra:

Programleder Katrine Bruhn Holck
tlf. 22 18 87 67, mail: kbh@astra.dk

Pressekoordinator Metha Loumann,
tlf. 60 82 04 03, mail: ml@methamedia.dk

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt