Midtjyske talenter kæmper om titlen som Årets Unge Forsker

74 skarpe hjerner er udtaget til den regionale semifinale i talentkonkurrencen, Unge Forskere 2018, der afholdes i Naturvidenskabernes Hus.

Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, skydes torsdag i gang i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. 74 skarpe hjerner er udtaget til dagens regionale semifinale. Vinderne får direkte adgang til den nationale finale i København i april.

Signe Sif Hansen, Puk Bach Petersen og May al-Rashedi har på Viborg Katedralskole lavet et projekt om, hvordan kan man bruge immunterapi til behandling af hudkræft. De tre elever valgte at sende projektet ind til talentkonkurrencen Unge Forskere.

Det viste sig at være en god idé. De tre piger kom direkte i den regionale semifinale, der afvikles torsdag i Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.  

Med udtagelsen til semifinalen får de tre unge forskere dermed chancen for at kvalificere sig til den store, nationale finale i København i april med kongelig deltagelse, hvor årets Unge Forsker 2018 kåres. 

På dagen er de unge talenter i konkurrence med 20 andre scienceprojekter fra region Midtjylland. Projekterne spænder vidt med titler som laserkøling, over vælgeradfærd til automatiske cykellygter.

En dommer-jury bedømmer projekterne på, hvor god idéen er, hvor dygtige de unge talenter er til at anvende den naturvidenskabelige metode og hvor godt, projektet er formidlet.

Programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, siger:

“Unge Forskere arbejder for at finde, anerkende og udfordre nye, unge talenter inden for naturvidenskab og teknologi. Her får de mulighed for at dyrke deres interesse for science, og i konkurrence med landets bedste unge forskere kan de nå helt nye højder. Alle elever skal blive så dygtige, som de kan – også de mest talentfulde.”

Både for junior og senior

På dagen er der både en juniorkonkurrence for grundskolen og en seniorkonkurrence for elever fra tekniske og fra almene gymnasier. I alt 40 projekter konkurrerer om at slippe gennem dommerjuryens nåleøje, heraf går 20 videre.

 De 20 vinderprojekter skal deltage i den nationale finale ved Science i Forum i København, som afvikles d. 22.- 24. april. Her skal de kæmpe mod unge fra hele Danmark om titlen som Årets Unge Forsker 2018 i junior- og seniorrækken, om pengepræmier på i alt 300.000 kr. og om chancen for at deltage i store konkurrencer i udlandet. Præmien overrækkes af H.K.H. Prins Joachim og undervisningsminister Merete Riisager.

Årets Unge Forsker kåres i år for 30. gang. Talentkonkurrencen er arrangeret af Astra, Center for Læring i Natur, Teknik og Sundhed. I alt har knap 1.729 projekter fra hele landet været tilmeldt konkurrencen. Heraf er 200 gået videre til fem regionale semifinaler.

Se også www.ungeforskere.dk

Pressen er velkommen til at dække arrangementet.

Åbent hus for alle fra 13.00

8.30 – 9.30Deltagerne ankommer og stiller deres projekter op
9.30 – 9.40 Fælles velkomst
9.40 – 12.15Dommerjuryen besøger standene
11.15 – 11.30Pause
12.15 – 13.00 Frokost for deltagerne
13.00 – 15.15: Åbent hus og underholdning for deltagerne
13.00 – 15.15:Juryen voterer
15.15 – 16.00:  Finalister offentliggøres fra scenen. Vært: Thomas Skov
16.00:Semifinalen slutter

Andre nyheder

Kontakt

Kontakt