Hydraulik, lagerstyring og metalarbejde med Danitech

Lær om hydraulik og metalforarbejdning, samt hvordan et moderne lager bliver styret på Danitech. Dagen byder også på faglærte, der kan fortælle om spændende karriereveje, hvor man bruger både hænder og hoved.

Oplevelser og aktiviteter på virksomheden
Dagen starter med en kort præsentation af virksomheden hvorefter eleverne deles i fire hold, der i turnus arbejder i fire værksteder:

1. Teknisk afdeling hvor eleverne ser en ingeniør udarbejde tekniske systemer i et 3D tegneprogram.

2. Lager hvor eleverne ser en moderne it-baseret lagerstyring koblet til resten af virksomheden og selv får lov at ”plukke” komponenter til en ordre. De får også lov at køre i palletruck.

3. Produktion 1 hvor en industritekniker lærling viser, hvordan man programmerer en CNC-styret metal fræser. Her arbejder eleverne desuden med hydraulik.

4. Produktion 2 hvor eleverne selv bygger en hydraulikslange. De oplever her også, hvordan tegninger og komponent lister bliver omsat til produkter. 

 

Emnefelt og problemstillinger
Hvad er hydraulik og hvad kan det bruges til? Hvilke fagligheder er bag produktionen af hydraulik løsninger? Og hvordan kan man styre et lager med tusindvis af komponenter på en smart og effektiv måde, der spiller sammen med resten af virksomhedens afdelinger?

På Danitech kan du møde faglærte, ingeniører, lærlinge og lagerfolk, som giver et billede af en moderne produktionsvirksomhed med spændende karrieremuligheder for den, der er god med både hænder og hoved.

Brug besøget ift. Job og uddannelse eller som virksomhedscase ift. fysik, geografi eller matematik.

 

Forberedelser forud for besøgskonceptet
Elever:

  • Undersøg Danitechs hjemmeside for at se, hvad virksomheden producerer
  • Forbered spørgsmål til de ansatte på Danitech angående erhvervsuddannelserne og de jobs, man kan få som faglært

 

Lærer:

  • En uge før besøget sendes deltager antal til virksomheden ift. forplejning. Har man særlige kost behov medbringes egen madpakke
  • Kan med fordel have gennemgået følgende emner teoretisk og/eller praktisk; Hydraulik, programmering, 3D tegning

Der er ingen ledige pladser