I Tektanken kan virksomheder bidrage til Teknologipagten

I Tektanken kan danske virksomheder samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner i hele landet og dermed bidrage til Teknologipagtens intentioner om, at flere unge skal inspireres til en fremtid med IT, naturvidenskab og teknologi.

Naturvidenskabernes Hus er klar til at hjælpe alle virksomheder, der vil tage ansvar for fremtidens medarbejdere. Og det er nemt at være med for alle virksomheder!

Tektanken faciliterer besøgskoncepter og udvikler virksomhedsrelaterede opgaver, der indgår som en del af et forløb mellem en virksomhed og en skole/uddannelsesinstitution. 

Med andre ord: Når virksomheder indgår et forløb med en skole eller uddannelsesinstitution gennem Tektanken, så tager virksomheden også ansvar for, at regeringens Teknologipagt lykkes. Og samtidig gør virksomhederne deres for, at unge inspireres til at gå i teknologisk og naturvidenskabelig retning.  

115 virksomheder er i dag med i Tektanken. Blandt andre kernevirksomhederne Danfoss, Grundfos, Haldor Topsøe, Microsoft, Novozymes og Coloplast.

Jørgen Mads Clausen: Danske virksomheder har et ansvar

Alle kernevirksomhederne er repræsenteret i Tektankens erhvervspræsidium. Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand for Danfoss, er formand for Tektanken. Han opfordrer sine kolleger i dansk erhvervsliv til at tage et ansvar:

”Fra virksomhedernes side kan vi yde et stort og vigtigt bidrag til at inspirere de unge til at vælge de uddannelser, hvor vi har for få medarbejdere. Vi har brug for flere virksomheder, der vil hjælpe os med at løfte ansvaret”, siger han.      

Alle virksomhederne og deres forløb med skoler og uddannelsesinstitutioner ligger på en overskuelig portal på Naturvidenskabernes Hus’ hjemmeside: www.nvhus.dk/tektanken.

Hvordan bidrager Naturvidenskabernes Hus til Teknologipagten?

Naturvidenskabernes Hus deltager i Teknologipagten med Tektanken, der er vores landsdækkende netværk og portal for skole-virksomhedsamarbejde. Derudover er vi ambassadører for Teknologipagten. Vi har forpligtet os på at udbrede kendskabet til Teknologipagten, så endnu flere vil deltage. 

Læs mere om Teknologipagten

Vil du vide mere om, hvordan du kan bidrage til Teknologipagten?