Når alkohol får smag

Hvorfor smager gin af gran? Og hvorfor er der så stor forskel på smag, kvalitet og priser på vin? Besøget hos Lahvino vil gøre eleverne klogere på alkoholens fascinerende verden.

Oplevelser og aktiviteter på virksomheden
Hvorfra får forskellig slags spiritus sin smag og karakter?

Under besøget vil indehaver, Lars Christensen, gøre eleverne klogere på klima- og jordbundsforholdenes betydning for vinens smag og kvalitet – særligt med fokus på italienske vine. Gin er blevet meget populært, og på besøget vil eleverne erfare, hvorfra gin får sine særegne smag og hvordan forskellige krydderier ændrer smagsoplevelsen.

Der er naturligvis ikke smagsprøver.

 

Emnefelt og problemstillinger
Hvad er alkohol, hvor anvendes det og hvad er forskellen på eksempelvis vin og spiritus?

Eleverne kan arbejde med nogle af følgende arbejdsspørgsmål:

  • Hvordan laver man alkohol?
  • Hvordan kan produktionen af alkohol optimeres?
  • Hvordan kan man producere alkohol på en bæredygtig måde? Hvordan påvirkes gæringsprocessen, når der anvendes forskellige gærtyper som almindeligt bagegær, tørgær og vingær?
  • Hvordan påvirkes gæringsprocessen ved brug af forskellige sukkerarter?
  • Hvordan påvirker alkohol kroppen?
  • Hvordan kan man begrænse de fysiske og psykiske skader i forbindelse med alkohol?
  • I hvilke lande er de unges alkoholforbrug højest?

Besøget kan anvendes til at perspektivere færdigheds- og vidensmål for produktion og teknologi i Fysik/Kemi 10. klasse:

  • Eleven kan beskrive sammenhænge mellem råstoffer, processer og produkt
  • Eleven har viden om teknologi i industri og landbrug

 

Forberedelse forud for besøgskonceptet
Eleverne skal have kendskab til gærproduktion og destillation.

Det vil være en fordel, hvis eleverne har lavet en analyse af jordbundsforhold og klimaforholdene over Italien, således eleverne har indsigt i landets vindistrikter. Det kan anbefales, at eleverne laver deres egen tonic ved eksempelvis at bruge følgende opskrift.

 

Efter besøgskonceptet
Det anbefales, at besøget suppleres med et besøg hos en øl-producent for at synliggøre forskellen og ligheden på øl-, vin- og spiritusproduktion.

Der er ingen ledige pladser